søndag den 30. juli 2017

Babynest

- Step by step

2. babyprojekt er en Babynest (altså en rede til barnet som kan bruges til at gøre sengen mindre med så barnet føler sig svøbt.) Nest'en kan også bruges hvis baby skal ligge med i sengen hos mor og far, dels for at undgå at forældrene kommer til at lægge sig på barnet, mens de sover, dels for at definere en fast sengeramme omkring barnet og skabe tryghed. 

Jeg fandt en god opskrift på nettet og tyv-stjal de fleste detaljer. De kan se originalen på Come what may's fine blog.
På bloggen står at arbejdetiden ca. er tre timer, hvilket gjorde mig optimistisk. Jeg endte dog med at bøvle en del med både madras og fyld til tunnellen i siderne og brugte mellem 5 og 6 timer på projektet.

Diverse mål
Mit lager af arvet stof rummer uendeligt mange fede stoffer. bl.a. er der fløjl fra den gang i 70'erne hvor et hvert hjem med respekt for sig selv syede tøj til børnene i fløjl. Jeg fandt et stort stykke i mørkeblå og var et smut i den lokale stofforretning for at finde et fint mønsterstof med bamser til indersiden der ville stå godt til fløjls-ydersiden.

Derudover brugte jeg 3 m anoraksnor og 3 m skråbånd samt to tryklåse og en halv pose med bamsefyld







Step 1.
De to stykker stof klippes til i målene 64 x 102 cm. Jeg klippe en ½ cm større hele vejen for en sikkerheds skyld, og klippede først til efter at have syet rundt langs kanten.
Nest'en skal rundes i den ene ende, hvilket gøres nemmest med en stor passer (eller en blyant med en stort i) og stoffet lægges dobbelt så man kan nøjes med at tegne en runding. 
Radius måles ud til 32 cm og centrum af den kvarte cirkel der skal tegnes afsættes 32 cm nede på den foldede side.
Derefter klippes rundingen ud.


NB! Jeg gjorde den fejl først at tegne linjen, der skal syes langs med til madrassen efter at have syet skråbåndet på. Det gjorde det ret svært at holde et to stykker stof pænt samlet oven på hinanden da jeg skulle til at tegne, så jeg vil anbefale at linjen tegnes på inden man begynder at sy. Linjen skal tegnes på ydersiden/forsiden af begge på begge stykker stof. Radius på rundingen er her 15 cm. Jeg lavede mig en skabelon i papir til rundingen at klippe efter.

Step 2. 
Klip formen på den nederste del af nest'en.  Sy rundt langs kanten. 
Start ca. midt på benet/tunnellen og sy ½-1 cm inden for kanten hele vejen på ydersiden til midten på det andet ben.


Step 3.
Vend vrangsiden indad og sy skråbåndet på, hen over samlingen af de to stykket stof. Skråbåndet fungerer som en løbegang til anoraksnoren, der skal trække nest'ens kanter opad og danne siderne omkring barnet når det ligger i reden.
Før anoraksnoren igennem løbegangen med en sikkerhedsnål. Vær opmærksom på, at snoren kan være lidt hård at strække igennem.



Step 4.
Vend vrangesiden udad.
I hullet for neden, hvor madrassen skal skubbes ind, klippes 3 cm op i hver siden af hullet.
Derefter syes som vist på billedet herunder.
og så foldes kanten omkring hullet to gange om sig selv for at lave en pæn kant.


Step 5.
Vend vrangsiden indad og sy langs linjen der markerer hvor madrasen skal være. 
Madrassen har målene 30x69 cm og rundes ligesom nest'en i den ene ende. 
Radius skal her være 15 cm. Den madras jeg har lagt ind i foret er lavet af skum, der er 3 cm tykt.


Step 6 - slut
Der fyldes pudefuld eller bamsefyld i tunellen rundt om madrassen, før madrassen kommer i som det sidste.
Fyldet fyldes i fra neden og skubbes og møffes rundt i hele tunellen. Jeg har fyldt min godt ud (næsten for meget af det gode) den er aldeles hård at mærke på og var også lidt svært at trække sammen med snoren, så jeg tror sagten man kan nøjes med mindre. Det vigtigste er at siderne vil give en god solid støtte til barnet.

Sy herefter åbningerne af tunnellen til i bunden af nest'en.
Skub madrassen ind og stram anoraksnoren til så nest'en tager form.
Man kan af kosmetiske årsager sy to-tre tryklåse ind til lukning af madrashullet. Madrassen har dog ingen change for at glide ud, så det er kun for at lukke hullet lidt til og gøre det pænere.





fredag den 21. juli 2017

Pusletaske - med forbedringer

Når jeg er alene hjemme i to uger må jeg udnytte at der ikke er nogen der synes jeg roder med stof i hele huset selvom jeg inddrager spisebordet, ekstrabordet og stuegulvet til syprojekterne.
Jeg har ikke noget imod at spise på et lille hjørne af spisebordet når bare jeg kan undgå at pakke alt sygrejet ned hver dag.

Jeg er for alvor gået i gang med Projekt-babyklar og alt hvad det dertilhøre af hjemmesyede ting, og
nr. 1 på listen er Pusletasken.

Jeg syede for små to år siden en pusletaske til min nevø  (se hér) og siden jeg har gået og tænkt over smartere løsninger.
Nu var det så tid til at lave en pusletaske til mit eget afkom og så kunne de første forbedringer bliver prøvet af.

Til min første pusletaske blev der stillet krav om at den skulle være lille og kunne pakkes meget sammen hvorfor jeg bl.a. lavede den uden foer og med en tynd madras. Jeg har ikke stillet samme krav til denne taske og derfor forekommer den nok en anelse mere luksus.

Jeg har arvet noget herligt bævernylon (flyverdragt-stof) som til dels er vand- eller i hvert fald fugtafvisende som jeg har brugt til ydersiden. Og det er kun et plus at farven var ædderfed.
Tasken måler 95x65 når den er foldet ud.
Jeg har kviltet et lag pladevat og et lag hvidt lagenstof sammen med ydersiden for at lave tasken lækker tyk og blød. Der er 9 cm mellem kviltetenene


Jeg har lavet fire rum/lommer i hver side til opbevaring  og brugt en række forskellige stoffer i gule, orange, hvide og blå farver som jeg synes passede godt til ydersidens farve. Stofferne føles også forskellig jeg fandt bl.a. noget babyfløjl og noget der en gang var et badeforhæng, så der er lidt at mærke på for baby.
Jeg har syet et lag lagenstof på bagsiden af lommerne til for, dels for et gemme sammensyningerne mellem stofstykkerne, dels for at give lommerne lidt mere styrke når de om lidt skal fyldes til bristepunktet med bleer, tøj osv. (Endnu en feature der ikke kom med i den første version).

I den ene side har jeg syet en knaprække ind i stedet for lynlåse til at lukke lommerne. Knaprækken stammer fra en NoaNoa fløjlsskjorte. I den anden side kan lommerne ikke lukkes.
Hver lommerække er 23 cm bred. Hver lomme varierer i størrelse.

Det er om at tænke dig godt om for at regne ud hvilken rækkefølge de enkelte dele skal syes på i.
Her bliver knaprækken, klappen og stropperne til madrassen syet på før lommerne.

Lommerne syes på.
Jeg læste mig til at andre lægger en tyk madras ind i tasken og fandt skum på 3 cm i tykkelsen.
Madrassen har målene 42x60 cm og kan netop klemmes ind mellem to stropper for oven og for neden så den sidder nogenlunde fast, men kan tage ud hvis den skal vaskes eller hvis jeg bestemmer mig for at lægge en tyndere madras i.

Jeg har lavet betræk til madrassen af et gammel badeforhæng som jo en en smule vandafvisende og har en glat overflade som er nem at tørre af.


Betrækket har jeg lavet som et stræklagen ved at sy en løbegang i kanten. med en snor i løbegangen kan betrækket strammes til omkring madrassen.


Da madrassen er så tyk giver det lidt problemer med stof der forskyder sig når tasken foldes sammen og lukkes. Derfor var jeg nødt til at lave en lukkeanordning som jeg selv synes er ret fiks, til at holde de to fløje der foldes ind over madrassen på plads. Jeg har syet to bendler af skråbånd fast for oven og for neden på fløjene og sat en kliklås i.
Bendlerne kan justeres i længeden og strammes så det hele bliver holdt på plads, hvis man har fyldt lommerne godt op.


Alle grimme ender er gemt bag et skråbånd som går igen på klappen og på stropperne. Inden jeg syede skråbåndet på, syede jeg en zigzag rundt langs i kanten for at holde sammen på alle løse tråde og samtidig gøre alle lagene af stof mere kompakt så skråbåndet bedre kunne nå omkring.

Baby kommer til at ligge godt og blødt på den tykke madras.

Når tasken er lukket foldes en klap hen over åbningen. Målene på klappen er 30x25 cm og klappen er lavet af samme stof som resten af tasken dog uden vatfyldet.
Klappen lukkes med en knap i hver side, der fæstnes med en elastiksnor. Igen praktisk hvis man har fyld taksen op, så kan klappen stadig lukkes selvom tasken gaber lidt.



mandag den 10. juli 2017

Hæklede kurve med ny teknik - knit stitch

Jeg er så småt gået i gang med at samle ting og sager til at fylde puslebordet op med. Jeg fik den idé at  lave nogle kurve til at have vaskeklude og bleer i.
Kurvene skulle have flotte farver som barnet kan kigge på når det ligger på puslebordet og kurvene skulle laves i zpagettigarn.

Jeg kiggede lidt rundt efter kurve på nettet og fandt en ny hækleteknik jeg ikke tidligere har kendt til på Tante tråds kreative blog, kaldet knit stitch, som godt kan ligne retstrik til forveksling. Knit stitches gør at kanterne på kurven bliver mere tætte og bedre kan holde sig selv oprejst og.

Jeg har hæklet en kurv kvadratisk, 20x20 cm til engangsvaskeklude el. og en  rektangulær, 16x24 cm, til en række bleer.

På tante tråd kan du finde opskrift til både kvadratiske, runde og regtangulære kurve, så dem har jeg ikke gengivet her.
Men kort fortalt går det ud på at lave en flad bund udelukkende i fastmasker og derefter hækle sider på i knit stitch, ved blot at hækle rundt og rundt.
Forklaringen på knit stitch er ikke helt logisk hos Tante tråd, men der er flere videoer på youtube, der meget pædagogisk forklare teknikken.
Jeg har ikke lavet kant for oven, for jeg synes kurvene så ret godt ud uden en række kantmasker.




Jeg har hæklet i nål nr 8. Jeg plejer ellers at bruge 13 eller 15, men har altid fundet det ekstremt bøvlet at få nålen ind mellem maskerne, men med nål nr. 8 gik det meget lettere.
Der går lidt under en rulle Zpagetti til en kurv som den gule.