søndag den 29. november 2015

Gummipenalhus - gammel cykelslange får nyt liv.

Jeg blev helt vild med hvalmønstret fra mit tidligere strikkeprojekt og tænkte at det måtte kunne bruges til mere.
Kombineret med en brugt cykelslange har jeg derfor syet mig et solidt, rustikt penalhus, et rigtig fedt lille genbrugsprojekt.

Jeg har ikke været på kursus i gummidesign, som jo ellers - har været og stadig er - en hot, hot dille, men jeg har fået lidt tips af min veninde, der har gjort en del i forskellige slangetyper. 
Hun har bl.a. fortalt, at det er godt at have en hultang ved hånden til at udstikke huller i gummiet med, så man ikke skal sidde og blive helt træt af at bøvle med en nål.

Jeg har lavet step by step-billeder herunder med forklaringer til hvordan jeg har gjort.

Jeg klippede et passende stykke cykelslange ud. Derefter klippede jeg cykelslangen  op på langs og lagde slangen dobbelt på den anden led med indersiden ud af.
Rundt i kanten, der hvor jeg ville sy penalhuset sammen, udstak jeg en række huller. 

Det dejlige ved at arbejde i gummi er, at man ikke behøver tænke på stof, der løber, eller de grimme ender der skal skjules, gummi er et råt materiale og det må gerne se råt ud når man er færdig.





Jeg har brugt en kraftig snor, kaldet 'waxed cotton string', som f.eks. kan købes i Panduro hobby til at sy rundt i kanten.
Som det ses af billederne har jeg taget et langt stykke snor og sat en nål i hver ende, ved at sy begge nåle igennem et hul ad gangen fra hver deres side bliver syningen meget pæn. Jeg ved som sagt ikke om det er den rigtige metode, men jeg synes det holder fint.






Mere med hval

Jeg har bugt min venindes blog til inspiration, se bl.a hér. og fik lyst til at brodere med korssting på ydersiden af penalhuset.
Jeg lagde papiret med mønstret af hvalen oven på penalhuset og prikkede med en spids nål hul gennem i alle hjørner af ternerne inden for hvalens omrids. Efterfølgende stak jeg alle nålehullerne ud med hultangen og syede hvalen i korssting med rigtig broderegarn.


Som øje fandt jeg en fed, gammel knap som kunne gøre noget vildt med ved det ellers lidt pusse-nussede udtryk.



Jeg har syet foer ind i penalhuset for at skjule den grove syning på indersiden. 
Min mormor er en god pusher af gamle lynlåse og knapper, alt det tøj hun smider ud, klipper hun først lynlås og knapper af og giver til mig.
Mere til genbrug,
Herligt.

Jeg syede først foret fast på lynlåsen på symaskinen





Derefter syede jeg hele molevitten fast på gummiet i hånden.
Jeg har syet på samme måde som forklaret ovenfor med det to nåle, men her har jeg syet med fiskeline, fordi det virker som en meget kraftig sytråd, som stort set ikke er synlig.


Som pynt har jeg syet en lille tråd omkring fikselinen i kanten på hval-siden og på den anden side hvor cykelslangen er præget med tekst, har jeg syet små, blå grønlandske perler langs kanten.

grønlandske perler langs kanten

mandag den 23. november 2015

Strikket børnetrøje med hvaler

Da jeg hørte at min kære, lille, nye nevø var kommet til verden, kunne jeg ikke dy mig for at løbe ind i nærmeste garnbuktik og købe et par nøgler arwetta til endnu en trøje til knægten.
Jeg troede jeg bare ville strikke en t-shirt ala., den jeg strikkede til min kusines datter i foråret se her, men så jeg fik lyst til at sætte ærmer på den, så den blev til en trøje.
Jeg har lavet den der foldehals der ses på t-shirten, men har undladt at sy den fast i den ene side så halsåbningen bliver ekstra bred og giver godt plads til det store babyhoved. Når trøjen er kommet på, kan åbningen i halsen lukkes til med en fiskeknap.

Jeg har ikke strikket noget i sarte babynuancer endnu, og da jeg fik øje på de lyserøde, lyseblå og lysegule nøgler i butikken, vidste jeg, at det var det jeg manglede at få lavet.

Jeg valgte derfor den blå som ville passe fint ind i min marintime mønsteridé.
Mønstret er nemlig hvaler og bølger.
Inspirationen til hvalens fik jeg da jeg så nogle nutte-hvaler på en kreation på en blog jeg klikkede forbi.
Nu kan jeg ikke finde bloggen igen, så jeg kan desværre ikke henvise til den , men hvalerne fik jeg heldigvis kopieret.

Jeg brugte målene på ærmerne fra Sussi Haumanns opskrifter på børnetøj str. ½ år, så ærmerne til denne model er på 51 masker. Jeg har samlet dem op rund i kanten, og så har jeg slået ca. 6 masker yderligere op under armene.
Nu er jeg super spændt på om den passer.

Jeg har taget billeder hver aften af hvor langt jeg var kommet

Dag 1

Dag 2

Dag 3

Dag 4

Fiskeknap fra Hamilton.dk på venstre skulder.

torsdag den 19. november 2015

Flere finurlige fantasidyr

Hæklede smådyr #2

Inspireret af Peddersen og Findus' univers har jeg hæklet to smådyr som jeg ikke ved hvad er, men som er vældig søde.
Den ene ligner en mellemting mellem en rotte og en hund, den anden er bare gakket.
Jeg har forsøgt at omdanne mit spisebord til noget Peddersen ville have kunnet lide og stillet dyrene op så de kunne drikke kaffe. 

Jeg forestiller mig at der hjemme hos Peddersen godt kan være lavet
 en anordning ala to stole oven  på hinanden, så Findus kan sidde med ved bordet.

Det ideelle ville have været kaffekopper på underkop og en Madam blå kaffekande,
men jeg måtte nøjes med disse fæle brune kopper

Hunde-rotten

Den gakkede
Nu mangler jeg bare et barn eller en barnlig sjæl der vil tage mod sådan en lille fyr, for de begynder så småt at hobe sig op herhjemme.

Dyrene er hæklet på nål 4 i økologisk bomuldsgarn, det er fyldt ud med vat, ben og ører er hæklet for sig og syet på efterfølgende, ellers er krop, hoved og hale hæklet i et stræk.
Dyrene er hæklet udelukkende i fastmasker med undtagelse af Den Gakkedes striber, der er hæklet i halve og hele stangmasker for at gøre dem bedre på ryggen end på maven.
Øjne og mund er syet på i hånden efter dyrene var fyldt ud ud.

Jeg har ikke nogen opskrift, dyrene tog bare form undervejs i processen, jeg pillede op og hæklede om nogle gange for at få det bedste udtryk frem.

søndag den 15. november 2015

Loppefund i provinsen

Jeg tog til kræmmermarked i byens idrætshal her i weekenden, og selvom Kalundborg siges at være danmarks 39. største by, større end både Rønne og Middelfart, så er det altså et provinshul. Men det behøver sandelig ikke at være skidt, for det kan man nyde godt af på mange måder, bl.a ved at gå på loppemarked og finde ting der i KBH eller Århus ville koste det dobbelte.
Jeg var primært på jagt efter en flot karaffel til min paradisæblesnaps der nu har trukket længe nok til at blive drukket.

Karaflen og kaffedåsen er allerede taget i brug.

Og selvfølgelig faldt der en smule andre ting ned i kurven, mens jeg bevægede mig fra stand til stand. En dejlig dåse med brunt låg og patentluk, med mønster af hessian og tryk af røde valmuer og blå kornblomster, en af de mere stykke must haves.
En plast-kaffedåse med ske til i dejlig retro-stil, den passer lige ind i køleskabet, sådan en har jeg været på jagt efter længe, selvom jeg nok ikke helt har været klar over et det netop var denne plast-retro-version jeg længtes efter.
Og så selvfølgelig en smuk karaffel med glasknop. Det viste dig at der ikke var så mange karafler at vælge imellem og jeg ville allerhelst have haft en med en korkprop i halsen, men alle bud havde glasprop. Jeg ved ikke helt hvor tæt sådan et glaslåg er, men det må komme på prøve nu.


Filtrering gennem et kaffefilter

Snapsafsnit

Jeg synes flasken er super smuk og kan godt lide den måde snapsen bliver fordelt i flasken på.
Snapsen har fået den ønskede farve og vigtigst af alt den rigtige smag. Den er blevet en smule kraftigere i smagen end den snaps jeg forsøgte at efterligne, men det er kun et plus, for æblesmagen træder mærkbart frem.
Det er dog lidt svært at smage vanillen, men det kan være det kommer når den står og lagrer videre.
Jeg filtrerede snapsen i går; 2 mdr. og 3 dage efter jeg satte den over. Efter en måned tog jeg æblerne op og lod den derefter lagre i et mørkt skab.

Hvis du vil se opskriften på snapsen skal du følge dette link


Snapsens smukke farve komme til sin ret i den sjove flaske,
hér pyntet med strand-manstro fundet ved stranden




onsdag den 11. november 2015

Strikket sneugle

Jeg så et FLOT mønster på en dames trøje for nogle uger siden. Bærerstykket bestod af blomster eller snefnug som blev mindre og mindre op mod halsen i takt med indtagningerne. Meget yndigt og visuelt meget flot til at vise, hvordan der tages jævnt ind på bærerstykket.
Det er noget jeg gerne vil efterligne når jeg en dag finder opskriften eller regner ud hvordan man lige gør.


For at komme lidt på vej, skulle jeg lige afprøve forskellige størrelser på snefnug/iskrystaller og derfor tænkte jeg at jeg lige så godt kunne komme med sæsonens første rigtige vinterrelaterede indlæg: en sne(-fnug)ugle. 
Og derfor strikkede jeg en fætter til min store ugle. Det må være en fætter, da strikkede sneugler ikke er samme art som hønsestrikkede ugler, men bestemt i samme slægt. (biologhumor... suk)

Well well, nok snak.
Billedet kan forstørres
ved at klikke på det.
Opskriften er blot en gentagelsen fra sidste ugleprojekt. Det er mønstret der er NYT og spændende. Der er slået 112 masker op og de to nederste mønstre passer til dette antal masker og strækker sig over hhv. 16 og 14 masker. Det giver 7 og 8 snefnug rundt på uglen. 
Det øverste mønster passer til 108 masker og jeg måtte tage 4 masker ind inden jeg begyndte, Dette mønster strækker sig over 12 masker, og der er 9 af disse snefnug rundt om uglen. 

Inden jeg strikkede hornene, tog jeg ind så der kun var 86 masker tilbage. Hvert horn består af 20 masker. 
Jeg strikkede 10 runder inden indtagningerne og tog 3 masker ind for hver anden runde, til der var 6 masker tilbage i alt, hvorefter jeg lukkede af.
Uglen er fyldt ud med vat.
Øjne og næb er hæklede på nål 3.5 og hele uglen er udført i Arwetta strømpegarn på rundpind 2,5.

Jeg tænker at denne ugle udelukkende fløjter på norsk.

fredag den 6. november 2015

Sommerbukser til voksne

Jeg har kastet mig ud i at sy tøj til mig selv. Jeg er ikke god til det med mønstre så jeg bruger bare mig selv som model når jeg syr.


Jeg ville gerne lave et bar løstsiddende posede buskser, man kan hygge rundt i om sommeren og være fuld af farver, jeg tænker de sagtens kan gå til hverdag og fest med en ensfarvet neutral top til.
Jeg faldt over dette stof  stofbutikken i byen, som jeg ikke kunne stå for, fordi det både var lidt retro-herligt og med blomster.
Jeg kan godt lide bukser man bare trækker på, og hver der ikke er noget med lynlås og knapper og som sidder behageligt om maven, eller helt nede på hofterne, men jeg synes til gengæld også at en rynkekant med elastik omkring maven kan blive lidt for meget til den barnlige side.



Foran
Derfor har jeg lavet den løsning på mine bukser at jeg foran har lavet et skærf-agtigt stykke som går ned i en spids midtfor. På dette skærf har jeg syet stoffet fast med plisseringer for at bukserne blev løse omkring benene.

Bagpå har jeg lavet to løbegnage til elastikker, ligeledes syet ind i et skærf som jeg lavede ca. 24 cm for langt, bagpå kommer der så denne rynkeeffekt når elastikkerne trækker stoffet sammen.
Når det bare er bagpå, synes jeg ikke der er så slemt og barnligt.
Bukserne er vide i benene og med elastik i den nederste kant, så kan de hives op og sidde fast omkring knæene, når man skal soppe eller gå i højt vådt græs.

søndag den 1. november 2015

Efterårets dejlige farver

Åh hvor er efteråret dog herligt.
Man skal bare lige ud og opdage det. 
Efteråret er fyldt med farver, og ting man kan samle ind både til at spise og til at pynte med.
Jeg var ude at gå ved stranden i dag og blev helt opslugt af at finde finurligheder på min vandring: søde ting som andre har stillet op, da de var ud at lege.

Farverne på billederne herunder er måske ikke de bedste, da verden valgte at være lidt diset i dag.
Men diset vejr gør ikke noget.  
Det sætter bare scenen for at man kan gå og lege, at man er på jagt efter små puslinger og trolde mellem sten og bag væltede træer i skoven.

Sjove figurer af sten


En stige af flere stiger, der fører op til...

 Dis i luften

Nogen havde malet på en sten, måske for at vise vej, hvem ved?