tirsdag den 1. september 2015

Coq au vin

-Hæklet, hønefuld kylling




Min inspiration
Jeg har fået idéen til denne kreation, da jeg så denne æggevarmer hos min veninde. Eller jeg tror der er en æggevarmer, selvom den blev brugt til at skjule telefonen i denne venindes hjem. Jeg syntes kyllingens udtryk var ret skønt og gik en tid og brain stormede over hvad jeg kunne bruge modellen til, indtil jeg fik den idé at kombinere et andet projekt jeg længe har haft i tanker med denne kylling.


Jeg ville lave en ’bag in a box’-vin skjuler. Jeg har set dem fremstillet som ugler og køer begge dele syet i stof, men min skulle være hæklet og man skulle kunne tappe vinen mellem kyllingens ben (helst hvidvin som har en bedre lighed med den farve jeg forestiller mig kyllingeurin har, hvis kyllinger overhovedet tisser, hvilket jeg forresten ikke tror de gør).

Undervejs i processen har jeg fundet det vældig skægt at kalde indlægget ’Coq au vin’ for det er jo netop vin og kylling i herlig forening jeg har lavet. Og som en detalje ville jeg gerne at min kylling så voldsomt fuld ud, for den indeholder jo sådan set 3 liter vin, når den er fuldest. Det har givet mig lidt udfordringer med kyllingens øjne at lave dem rødsprængte. De skulle ikke komme til at se mega zombi-uhyggelige ud, men samtidig skulle øjnene være stirrende med små pupiller, som man kender det fra voldsomt fulde mennesker der prøver at koncentrere sig i skarpt lys.


Her kan muslingemønstre på vingen ses tydeligt
Vingerne er lavet så der er bevægelige. Jeg har haft flere opstillingsbilleder til fotosessionen i hovedet og ville på at tidspunkt gerne have lavet en fuld-og-vammel-’onkel’-kylling-der-forsøger-at-være-sexet-i-sin-mega-store-brandert. Og så har jeg også været ude i et udtryk der kunne vise at kyllingen var flov over at være fuld og at den kunne dække tishullet med sine vinger, i et forsøg på at skjule at den sjatpisser. Ligeledes ville det være sjovt hvis den kunne lægge sin ene vinge over øjnene og virke brødebetynget.
Alt i alt en række udtryk som krævede bevægelige vinger.

Jeg har lidt svært ved at forklare hvordan vingerne er lavet, jeg forsøgte at tegne et diagram undervejs, men det blev ikke godt, men princippet i det, var, at hækle muslingemønster frem og tilbage og hver gang jeg arbejdede mig ud mod vingespidsen skulle jeg vende om en musling tidligere end sidste gang så vingen dels blev vingeformet dels at muslingerne gav en fornemmelse af fjerstruktur.

Næbet er lavet så det kan åbnes og lukkes og det kan rettes sådan, at det ser ud som om den synger. Fotoshootet blev lidt i den stil, at kyllingen skulle støtte sig til muren i sin fuldskab, jeg synes selv den ser ret fuld ud, den holder sig på maven, som om det er lige før den kaster op.

Jeg har hæklet selve kroppen i stort bomuld på en nål 4 og hæklet stramt. Jeg ville nemlig gerne, at den hule kylling kunne holde sig selv opret. Det kniber lidt efter at næb og hanekam er kommet på og jeg frygter at den bliver med blød med tiden, men så tænker jeg at hoved kan fyldes ud med vat, kroppen skal jo holdes udspærret af vinposen. Kroppen er bare hæklet i fastmasker som en gevaldig stor kegle eller troldmandshat. Jeg har lavet hul mellem benene og en revne i ryggen så vinposen kan klemmes ind. Hullet i ryggen er lukket med en knap.

Alle enkeltdelene er hæklet for sig og syet på efterfølgende. Benene er slaskeagtige og hænger bare løst ned fra kroppen.

Øverst til venstre: hanekam, øverst til højre, næb og øjne,
Nederst til venstre, åbning foran til vintuden, nederst til højre, fødder og ben.

6 kommentarer:

  1. Det er en absolut skøn vinhøne! Den ser vidunderligt tosset ud! Elsker den...

    SvarSlet
    Svar
    1. Elsker den faktisk også og savner den lidt nu hvor jeg genlæser indlægget. Jeg har givet den væk, forstås. det kanvære jeg skulle lave en ny version i 2017

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Super flot høne! Man kan vel ikke få eller købe opskriften af dig? ��

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sia, jeg har ikke nogen opskrift, den er bare lavet ved at prøve mig frem. dog har jeg overvejet lave hækle en ny en gang og tænker at skrive ned hvad jeg gør så jeg kan lægge opskriften ved. Hvis du er ferm til at hækle så er jeg ikke i tvivl om at du kan bruge mine beskrivelser og billeder i indlægget og så prøve dig frem og få et fint resultat alligevel.

      Slet
  4. Hejsa fik du nedskrevet noget på den skjønne høne

    SvarSlet