mandag den 26. februar 2018

Ulden kjole til de mindste

Mens jeg ventede på babypigens ankomst fik jeg tid til at strikke en kjole efter et mønster jeg har haft i hovedet i flere år.
En dame, hvis trøje jeg en gang havde lejlighed til at studere nærmere, havde strikket sin trøje med et bærestykke af isblomster, hvor isblomsterne blev større og større i takt med at bærestykket blev bredere.
Det synes jeg så enormt flot ud og i til denne barnekjole fik jeg nu lejlighed til at lege med mønstret i lille skala.


Da det er lang tid siden jeg strikkede kjolen og da den lidt var et forsøg eller en øvegang, har jeg ikke skrevet ned hvad jeg har gjort, så nu forsøger jeg efter bedste evne at huske hvad jeg foretog mig.

Kjolens bærerstykke følger modellen fra Susie Haumanns trøje i 'Knit for your kids' til en str. 9-12 mdr. men for at få mønstret til at passe har, jeg taget lidt mere ud nogle steder og lidt mindre andre steder.
De mindste isblomster fylder 5 omgange i højden, her tages der ud lige inden og lige efter mønstret.
De mellemste isblomster fylder 9 omgange og her tages ud midt i mønstret.
De største isblomster fylder 11 omgange og har tages ligeledes ud midt i mønstret.

Jeg måtte prøve mig frem et par gang med overgangen til skørtet for at få farvestiftet til at se pænt ud.
Efter mønsterstop tages 40 m fra til hvert ærme som lukkes af med en vrangkant.

I livet har jeg strikket yderligere 5 omgange før jeg lavede 13 'knaphuller' til bindebåndet. Knaphullerne er lavet med skiftevis 7 og 8 masker mellem hvert hul.
Det var en fejl ikke at lavet et lige antal huller så bindebåndet ville starte og slutte på ydersiden af kjolen.
For at få 14 knaphuller fordelt over kjolen, skal der laves knaphul hvor hver 7. maske.

Strik yderligere 3 runder efter knaphullerne og du er klar til skørtet. Mønstret på skørtet er lavet som strukturmønster:
1. omg: 7 r, 1 vr, 7 r 1 vr
2. og 3 omg: alle m r
4. omg: 3 r, 1 vr, 7 r 1 vr.
Disse fire omgange gentages på hele skørtet.

Jeg kan desværre ikke huske hvordan jeg har taget ud på skørtet, men jeg forestiller mig at det har været noget med udtagninger ca. hver 10. omgang.
Alle kanter er lavet ved at strikke 5 runder vrang.

Jeg forventer min datter kan passe kjolen til efteråret/vinteren 2018, altså når hun er godt et år gammel, og jeg forestiller mig at jeg får tid til at sy et strutskørt af tyl som hun kan have inden under kjolen, så skørtet rigtig kan strutte.

onsdag den 14. februar 2018

Nemme undertrøjer til småbørn

Så kom baby til verden og det har lige taget lidt tid at finde sig til rette og få overskud til at blogge løs igen. Det kan godt tænkes at der fremover kommer til at gå lidt længere mellem indlæggene og at de lugter lidt meget af børn.
Det er ikke fordi jeg ligger på den lade side, jeg har faktisk fin tid til små strikke- og hækleprojekter når datteren min tager sin middagslur, men lige det der med at få taget billeder og skrevet om kreationerne tager mere tid end jeg pt har til rådighed.

Her kommer så det første indlæg efter fødslen.

de to undertrøjer er lige store, den grønne har blot
været brugt en par timer inden billedet blev taget
Søg på “Filcolana” og “ Gustav” så dukker opskriften op på disse nemme undertrøjer strikket udelukkende i ribstrik frem.
Jeg har som altid strikket i Arwetta strømpegarn på pind 3.5.
De er meget nemme, der er ingen dikkedare med knapper osv. bagefter, man skal blot væbne sig med tålmodighed da ribstrik i den samme farve 24 cm i streg, kan godt blive en anelse kedeligt.
Ribstrikket er dog et stort plus og gør at undertrøjen nemt kan udvides og komme ud over det store barnehoved, og samtidig sidder godt og tæt til kroppen.

Jeg har strikket to til min datter i den mindste str. og én i størrelsen større som dog i øjeblikket er udlånt til hendes fætter og derfor har jeg ikke billeder af den.







Opskrifterne starter i str. 80 og et derfor meget for store til spædbørn i alderen 0-4 mdr, men her kan de snildt bruges som vest i stedet over en body.

undertrøjen fungerer fint som vest