mandag den 25. juli 2016

So ein Dild

Dild er for mig en råvarer der bruges alt for lidt.
Jeg elsker dild, så enkelt er det.
Når den dyrkes i haven, er den ofte kun attraktiv en kort stund, før den springer i blomst og bladene bliver en anelse seje eller grove at tygge.

Blomsterne kan dog heldigvis også bruges og den dejlige dildsmag kan konserveres og bruges på andre årstider.
Dild kan bl.a. bruges til at give smag til eddike og til snaps.


Dildeddike til venstre og dildsnaps til højre

Dildsnaps:

Opskriften har jeg fået fra Politikkens kryddersnapse-bog skrevet af Anne Hjernøe, da jeg ikke har forsøgt mig med dildsnaps tidligere. 

Den lyder:
  • Kom 3-5 blomstrende skærme i et glas og fyld glasset med snaps eller vodka. 
  • Lad snapsen trække i 1-3 dage og tag skærmene op. 
  • Snapsen kan drikkes med det samme eller lagres en måneds tid, afhængigt af hvor kraftig en dildsmag der ønskes.
Jeg kan godt lide smagen af dild, så min skal helt klart lagre en måneds tid.


Dildeddike:
De flotte dildskærme med gule blomster

Min fars opskrift eller måske er det nærmere en universel opskrift.
  • Så mange blomstrende dildskærme det er muligt at samle ind, stoppes ned i et glas.
  • Klar lagereddike hældes i glasset til skærmene er dækket.
  • Flere skærme kan tilføjes i takt med at de springer ud på dildplanten
  • eddiken skal trække nogle måneder inden den er klar til brug. 
  • Man kan blot lade skærmene blive i  glasset og bruge løs af eddiken, den bliver bare bedre og bedre.


Jeg har lavet en lille portion af hhv. snaps og eddike, så må vi se om jeg er kan få det brugt til silde-gilde, stegte sild og andet fisk.


Bonus om dildplanten
Dild hører til familien af skærmplanter som kendes på, at blomsterne sidder i såkaldte skærme, der ligner små paraplyer. De små blomster er gule og bladene er meget fint forgrenede.



onsdag den 13. juli 2016

'Mojito'-snaps

Jeg er ved at drukne i mynte i min have. Min kæreste sagde derfor til mig at vi måtte se at drikke noget mojito eller myntethe.

Eller...bumbum...jeg kunne også lave snaps.

Der burde være mynte nok til at få enhver lyst styret.

Og derfor tillader jeg mig at eksperimentere lidt med en sommersnaps på lime, rørsukker og mynte.
Stort set de samme ingredienser som i en mojito, men den cubanske rom er naturligvis erstattet af snaps.

Lidt om mængder.
Mynten er en chokolademynte som dufter meget kraftigt, næsten som pebermynte og jeg har plukket en god dusk af den til snapsen.
ca 1,5 dl økologisk rørsukker
en stor lime ståret i mindre stykker.
½ flaske Brøndums klar snaps.


Min opskrift på myntesnaps siger, at myntebladene skal trække i 3-4 dage, hvorefter bladene tages op og sukkeret tilsættes.

Men jeg har væltet det hele sammen fra starten af, og tænker at lade det tække et par dage og derefter smage mig frem. Som skrevet eksperimentere jeg mig frem til en frisk sommersnaps.

Jeg har lavet snapsen i en syltekrukke med stort hul, så lime og blade nemt kan fiskes op.
Snapsen skal vendes/rystes hver gang man går forbi den, så sukkeret kan opløses hurtigere.

Mynte kan plukkes frisk i haven hele sommersæsonen og lime kan fås i de fleste supermarkeder.

Efterskrift:
Efter 3 dages trækketid, smagte jeg på snapsen og konstaterede at den var lige lovlig tandpasta-agtig i smagen. Jeg tog derfor mynten op og lod snapsen trække med lime i yderlige en dag inden jeg filterede den.
Efterfølgende synes jeg at smagen er herlig frisk, men meget kraftig og den læskende mojito-smag - som den originale drink har - er ikke så tydelig igen.
Snapsen kunne nok have godt at at blive fortyndet med klar snaps. Det må jeg prøve mig frem med ved lejlighed.