søndag den 26. april 2015

Strikket babyt-shirt

Babytøj er et meget nemt og overskueligt projekt at gå i gang med. Det er småt og bliver hurtigt færdigt og der er god mulighed for at eksperimentere med farver, for går det galt, så er det ikke SÅ uoverskueligt at trevle op og forsøge med noget nyt.

På udkig efter nuttet nemt babytøj i strik faldt jeg over en opskrift på en "babyt-shirt" vil jeg nok kalde den, da det er en undertrøje med små ærmer. Ærmerne på min version er ikke ret tydelige, men det ændrer ikke ved at de er der, og det er en t-shirt.

Jeg fik overtalt min ugle til at prøve t-shirten på, og det blev til dette lidt uhyggelige billede til højre af en tyk klump uden hoved og med små stumper som arme, da uglen langt fra var stor nok til at passe t-shirten ordentligt.
Men t-shirten blev fyldt ud og det giver da en idé om hvordan t-shirten kommer til at tage sig ud på et barn.









Opskriften fandt jeg på Famorfabrikkens blog, og har faktisk kun ændret på garntypen, da jeg har strikket i strømpegarn og så farverne så maven er stribet og brystpartiet ensfarvet gult.
Jeg har strikket modellen til 6 mdr. og lige som opskriften siger, har jeg slået op på pind 3.5 og strikket ribkanten, skiftet til pind 4 og strikket resten, selvom strømpegarn normalt passer til pind 3-3.5.

Opskriften er nem at følge og resultatet bliver pænt. Det eneste er, at man lige skal holde tungen lige i munden når for- og bagsiden skal syes sammen.
Når der kun strikkes glatstrik - som opskriften lægger op til - ruller strikketøjet og det kan godt kræve lidt tålmodighed og fingersnilde at rulle ud og holde stykkerne lige op mod hinanden og sy på samme tid..

Hér i selskab med blomstrende Hejrenæb og forårssol






torsdag den 23. april 2015

Solnedgang og stille vejr ved vestkysten

Jeg ved godt at solnedgangsbilleder er sygt kedelige at kigge på. Solnedgange er meget flottere at opleve selv og komme i den der lækre stemning over at dagen svinder bort og lysene slukkes lige så langsomt.

Ved vestkysten er der ikke mange vindstille dage, og derfor sætter man desto meget mere pris på dem, når man kan stå mussestille ved havet og bare nyde at se solen synke i havet uden at være ved at blæse omkuld.

Jeg fik nogle enkelte aftner den oplevelse at se flotte solnegange uden for mange skyer på himlen og jeg tog selvfølgelig et par billeder. Ikke kun af solen og den flotte himmel, men også af havets fugle som lå og vuggede på det stille hav.


Billederne er taget i februar, men afviger ikke meget fra hvordan der så ud her i april inden blomsterne kom.




søndag den 19. april 2015

Pulven og Den lilla Møghætte...

Uha uha, det er godt nok ved at være længe siden jeg sidst har lavet et indlæg. Energien har ikke rigtigt været der. Men nu hvor forårssolen skinner så dejligt kommer der ny benzin til min hjerne og de kreative idéer begynder igen at spire.


For 2,5 måneder siden flyttede jeg til Jyllands vestkyst for at arbejde i et barselsvikariat og den offentlige transport herud til er ikke ret stabil og følger ikke liiige altid mine planer.

Derfor har jeg købt mig en bil.

Men ingen bil uden kreative tanker. Da jeg havde været ude at prøvekøre den og sagt ja til bilen, sad min familie og jeg og brainstormede over gode navne til den - en bil skal jo have et navn - og vi var både forbi Silver fox, Sølvmågen, Gråanden og andre gode navne der fortæller om bilens sølvfarve.
Men vi landede på Ulven, da ulvene i Danmark pt. hovedsageligt færdes i Vestjylland og inspireret af Rune T. Kidde så blev navnet straks lavet om til Pulven. Det betød jo at jeg måtte igang med at strikke en lilla Møghætte for at kunne matche bilens navn.

Dette leder mig videre til formålet med dette indlæg: Møghætten.
Jeg har taget udgangspunkt i en bunke møg eller en hundelort og ville med et mønster forsøge at lave en snoet hue der kunne ende i en spids som sådan en rigtig tegneseriehundelort gør det.
Undervejs fik jeg dog modificeret dette gevaldigt og det møg-agtige ved huen er blot at den er lilla. Jeg bryder mig ikke ret meget om lilla tøj, så på den måde passer det jo ret godt.
Planen er, at den fra nu af er min kørehue og den ligger fast i bilen så jeg altid har den med på tur.


Opskriften på huen har nogenlunde gengivet hér:
Jeg slog 133 masker op i strømpegarn på en lille rundpind nr. 3. Derefter strikkede jeg 4 ret 2 vrang og fortsatte med dette hele huen igennem,. Da mønstret strækker sig over 6 masker og 6 ikke går op i 133 vil mønstret for hver runde blive forskudt netop én maske og således fremkommer det snoede mønster.

Grundfarven på huen er naturligvis lilla og striberne er lavet á tre runder i hhv. bordeaux og pink.
Der er ca. 8 runder lilla mellem striberne for neden og 4-3 runder lilla mellem striberne for oven.

Huen er lukket af i toppen ved at tage langsomt ind over 15-20 runder og til slut lukke de resterende masker af og snørre sammen. Det er lidt svært at sige hvornår man lige skal starte på indtagningerne men jeg er startede i tredje omgang af striberne foroven, da jeg havde prøvet huen på og målt at den ikke ville blive for lille hvis jeg begyndte at tage ind netop dér.

Huen er blevet overraskende lun. Jeg har en anden hue i strømpegarn som er strikket i ribstrik og ikke er ret varm. Jeg tænker lidt at det mønster jeg har brugt til Møghætten ikke giver sig så meget som ribstrik og derfor holder maskerne tættere sammen, så huen føles mere varm.

Mønstret skal helt klart prøves igen, måske i en anden variant med 3 ret 3 vrang.
...og jeg skal også nok lave flere gadges til bilen så den kan blive lidt mormor-pimpet.