mandag den 13. januar 2020

Tyngdepose giver bedre søvn

I hvad der ligner 2 måneder har lillemanden her i huset sovet elendigt.
Det har dels betydet at jeg har sovet elendigt dels at retsen af huset bliver forstyrret i deres søde søvn når lillebror og jeg om natten, traver hvileløst rundt i huset den ene time efter den anden.
Det har desuden også betydet at bettemanden blev mere og mere vandt til at få mad 4 gange om natten , og det i en alder af 6 måneder!

Noget måtte gøres
Da jeg gange på gang erfarede at en tung arm kunne berolige ungen sådan nogenlunde, når han lå i vores seng, blev løsningen til at begynde med, at svøbe ham i en dyne og lægge en tung stolehynde oven på ham, når han ligger i sin egen seng. Selvom han ikke var ret glad for at blive søvn var resultatet tydeligt. Søvnen blev markant bedret i løbet af blot en uge og måltidene nedbragt til 2.

En hynde er dog ikke holdbar løsning i længden. Han sparker den alt for let af og den ligger ikke tæt omkring ham, så jeg har derfor kastet mig ud i at sy en tyngdepose som kan lægges oven på dynen, forme sig efter hans krop og holde ham lidt i ro så hans søvn bliver dybere og bedre.

Sådan gjorde jeg:

I Stof & stil bestilte jeg to poser kirsebærsten á 500 g.
I stoflageret på syværelset fandt jeg et passende kraftigt stykke stof til at sy posen af.
Jeg tænker at lagenstof er for tyndt at sy af, da 1 kg kirkebærsten med tiden vil vride stoffet skævt.
Det stof jeg har fundet i gemmerne er vist lavet til at sy bukser eller møbler af.

Af stoffet klippede jeg et stykke med målene 82 x 66 cm
Dette stof lagde jeg dobbelt (82 x 33 cm inkl sømrum) den færdige pose måler 80 x 32 cm.



Jeg syede først enderne til på vrangsiden og vendte derefter stoffet om på ret siden og syede 8 løbegange med 9 cm mellemrum.
Da mit stof er stribet passer det netop med 12 striber til hvert rum.

Markeringer for hver 9 cm afsat med hvidt kridt.



Derefter fyldte jeg kirsebærsten i rummene, således.
rum 1 og 8: 100g
rum 2,3, 6 og 7: 125 g
rum 4 og 5: 150 g

Så er posen tungest på midten, altså oven på sønnike.















Derefter lukkede jeg posen på langsiden.


For at få en mere jævn fordeling af stenene i posen har jeg delt stenene i hvert rum i to lige store bunker og syet ned gennem midten af posen, så der i alt er 16 rum med sten i.

Stenene i hver rum er fordelt ligeligt på hver siden af midten.



Til sidst syede jeg et betræk til posen af et gammel dynebetræk jeg havde liggende. Det er blødt, herligt og forvasket.
Noget videre køn er posen ikke, men det er sådan set heller ikke dens formål. Nu håber jeg at søvnen her i hjemmet bliver bedre og bedre for hver dag.


God nat, og sov godt.