fredag den 26. august 2016

Strikkede huer med snoninger

Min gamle skønne hue er ved at være slidt helt ned. Der er huller i toppen, men den er så god at jeg nødig vil give slip på den. Den er nemlig lækker tynd i stoffet og passer lige under cyklehjelmen.

Så er der jo ikke andet for end at strikke en ny eller to, der kan tage dens plads og være lige så dejlige at have på.


Jeg faldt over den dejlige varme rustrøde farve sidst jeg stod og glanede på garn nede i byen og købte to nøgler i håb om at der ville komme et godt projekt frem i tankerne.

Jeg har strikket begge huer i Arwetta garn på rundpind 4.0 (en lidt stor pindestr. for garnet, der står til 2.5-3.0).
Jeg er lidt vild med snoninger for tiden. Jeg strikker det både hér på huerne og har et andet projekt i gang som lige skal være færdigt før det bliver vist frem.

Som det ses af billederne har den røde hue snoninger der ligner omvendte fletninger fire steder rundt om hovedet, mens den lilla og fesengrønne hue har almindelige snoninger 8 steder rundt om hovedet.


Opskrift på den røde hue 

Fletningen består af en venstresnoning efterfulgt af en højresnoning. Her er princippet for højre og venstresnoninger forklaret, i opskriften vil blot stå 'højre'- eller 'venstresnoning'.

En snoning strækker sig over 4 masker. 
I en højresnoning flyttes de to første masker over på en hjælpepind BAGVED arbejdet, de to næste strikkes ret. Maskerne på hjælpepinden sættes nu tilbage på pinden i venstre hånd og de strikkes derefter ret.
I en venstresnoning tages de to første masker over på en hjælpepind FORAN arbejdet. De næste to masker strikkes ret. Derefter flyttes maskerne på hjælppinden tilbage på venstre strikkepind og strikkes ret.




Slå 116 masker op og strik ribkant: 2 r, 2 vr på de første 10 runder.
11. runde: Strik *19 r, 1 vr, 8 r, 1 vr* gentag mellem *-* runden ud.
12. runde: Strikkes som runde 11.
13. runde: Strik første maske ret og sæt en markør fast i masken, strik herefter 18 r, 1 vr, venstresnoning, højresnoning, 1 vr, *19 r, 1 vr, venstresnoning, højresnoning, 1 vr* gentag mellem *-* runden ud. lad markøren sidde til runde 18.
14.-17. runde: Strikkes som runde 11.
18. runde: Strikkes som runde 13. Flyt markøren med op.
Fortsæt arbejdet med at lave snoninger for hver 5. runde til der er 9 snoninger. (63 runder fra ribkanten/74 runder fra start). Husk: Flyt markøren med op når du skal strikke en runde med snoninger.

Nu skal der tages ind til toppen af huen ved at lukke masker af i glatstrik-stykkerne mellem snoningerne i dette mønster:
75. runde: Luk hver 6. m af, mellem snoningerne. (2. gange i hver stykke med glatstrik)
Strik 6 runder uden indtagninger hvor mønstret med snoningerne fortsætter som hidtil.
82. runde: Luk hver 5. m af mellem snoningerne.
Strik herefter 5 runder uden indtagninger.
88. runde: Luk hver 4. m af mellem snoningerne.
Strik 4 runder uden indtagninger.
93. runde: Luk hver 3. m af mellem snoningerne
Strik 1 runde uden indtagninger.

Nu er der 10 m glatstrik tilbage mellem snoningerne og snoningerne fylder ligeledes 10 m fra første vr-m til sidste vr-m. Dvs. der er i alt 80 masker tilbage på pinden.
Desuden skulle der gerne være lavet 14 snoninger i alt fra ribkant til toppen af huen

Luk nu alle masker af således:
Tag den først maske løst af, strik den næste m ret. Hiv den løse m ud over pinden.
Nu er der én maske tilbage på højre pind.
Strik en maske ret og hiv den første maske på højre pind ud over pinden så du igen kun har en maske tilbage på højre pind. Forsæt med denne gentagelse runden ud og hæft ende.

Når alle masker er lukket af foldes toppen så hver snoning ligger op af en side med glatstrik (uden snoning) i et kryds som vist på tegningen nedenfor, kanterne sys sammen og enderne sys ind.



Opskrift på den Grønne og Lilla hue

Alle snoninger er venstresnoninger, se forklaring under opskriften til den røde hue.

Slå 114 m op i det grønne garn og strik ribkant 3r, 3vr de første 17 runder
18. runde: Skift farve til lilla og strik en runde ret hvor der tages ud ved at slå garnet snoet omkring pinden efter hver 8. maske så antallet af masker øges til 128.
19. runde: Strik *10 r, 1 vr, 4 r, 1 vr* gentag mellem *-* runden ud (der vil nu være 8 steder med snoninger rundt på huen).
20. runde: Strik *10 r, 1 vr, venstresnoning, 1 vr* gentag mellem *-* runden ud,
Sæt en markør i den første maske i runde 19 og lad den sidde de næstre 4 runder. Flyt markøren med op når du skal strikke en runde med snoninger.
21.-24. runde: Strikkes som runde 18.
25. runde: Strikkes som runde 19.
Forsæt med at lave snoninger i hver 5. runde til du når runde 45 fra ribkanten og skal i gang med den 9. 'sno'-runde.

Nu begynder indtagningerne til huens top. Runde 62 (17 runder grøn rib + 45 runder  lilla glatstrik) er således en runde med både snoninger og indtagninger.
Der tages ind på stykkerne mellem snoningerne (glatstykket) således:

62. runde: Luk 1 maske af i hvert glatstykke mellem snoningerne.
Strik 6 runder uden indtagninger hvor mønstret med snoningerne fortsætter som hidtil.
69. runde: Luk 1 maske af i hvert glatstykke mellem snoningerne.
Strik herefter 2 runder uden indtagninger.
72. runde: Sæt arbejdet på strømpepinde str 4.0 og luk 2 masker af i hvert glatstykke mellem snoningerne
Strik 3 runder uden indtagninger.
76. runde: Luk 1 maske af i hvert glatstykke mellem snoningerne
Strik 2 runder uden indtagninger.
79. runde: Luk 2 masker af i hvert glatstykke mellem snoningerne.
Strik 2 runder uden indtagninger
82. runde: Luk 1 maske af i hvert glatstykke mellem snoningerne.
Nu er antallet af masker mellem snoningerne reduceret til 2 masker og der er 64 masker tilbage på pinden i alt.

Klip garnet af et godt stykke fra stikketøjet og træk garnet på en nål.
Træk nålen igennem alle masker og træk til, så hullet i huen trækkes sammen.
Sy lidt på kryds og tværs så hullet holdes lukket og hæft derefter ende.

Ubevidst har jeg nok lade mig inspirere af farve på dette billede
 af et bævreaspeblad, der ligger og har samlet dugdråber på plænen 

Selvom huer mest er til om vinteren, så kunne jeg ikke vente med at få dem strikket her i sommermånederne for der er andre projekter undervejs i hjernen og jeg måtte skynde mig at strikke huerne færdig så der kan komme nyt garn på pinden.