onsdag den 19. april 2017

Hæklet vimpel-guirlande

Nem opskrift

Jeg har købt og arvet et hav af bomuldsgarn og gik frejdigt i gang med et tæppeprojekt. (Jeg arbejder stadig på det og det skal nok komme på bloggen når jeg er i mål). Indimellem bliver tæppeprojekter dog kedeligt og jeg måtte lige lave noget andet mens jeg samler kræfter til at forsætte.

Mine bomuldsrester kunne passende bruges til et mindre projekt som ikke krævede ret meget hjerne og som jeg lige kunne bruge til at træne hæklefærdighederne. Jeg tror ikke jeg har hæklet noget i et halvt år og er kommet lidt ud af form.

Jeg har hæklet 22 trekanter som blev til to ranker af flag.
Den ene ranke i regnbuens farver, den anden lidt mere tilfældigt sammensat.

Opskriften er så nem at når man har lavet en trekant så kører det bare derud af i det uendelige.


Opskrift.

Jeg hækler ikke ret stramt og synes det er svært at styre hvis nålen bliver for lille, så til alm bomuldsgarn bruger jeg nål nr. 4.0

rk: række
lm: luft masker
fm: fastmasker

1. rk: Lav en lykke og hækl to lm (1m)
2. rk: Hækl to fm i den sidste lm, hækl 1 lm (2m)
3. rk: Hækl 1 fm i den første fm og to fm i den anden fm ven med en lm (3m)
4. rk: Hækl 1 fm i  hver af de to første fm og hækl 2 fm i den sidste fm, vend med en lm (4m)
5. rk: Hækl 1 fm i hver maske, i den sidste fm hækles to fm, vend med en lm (5m)

*Jeg håber du har fanget mønstret*

Gentag nu  mønstret ved at øge antallet af masker med én maske i den sidste fm i hver række og vend med en luftmaske.
Bliv ved til du i alt har 31 fm

Hækl herefter en kant af fm rundt langs kanten af vimplen så rækkerne bliver afsluttet på en pæn måde, og luk af.

Når du har det ønskede antal vimpler til din guirlande hækler du dem fast til linen således:
Hækl 30 lm og lav en lykke på linen, så vimplen kan hænges op. ved at hækle 1 fm i den første lm.
Hækl derefter yderligere 35 fm.
Herefter tager du den første vimpel og hækler fm hen langs hele overkanten af vinplen (31 fm).
Alt efter hvor langt du vil have mellem vimplerne, hækles der nu lm igen inden næste vimpel hækles på linen. Jeg har 20 lm mellem vimplerne, men mindre kunne nok gøre det.
Afslut linen ved at hækle 35 sætte en markering og hækl yderlige 30 lm og lav en lykke ved at hækle en fm i den lm du satte en markering ved.