tirsdag den 31. oktober 2017

Sokker og vanter til små fødder og hænder

Et hurtigt, lille, nemt og fint projekt som er sjov at strikke fordi det ikke tager alverden af tid er at strikker små sokker eller vanter til de mindste.
Sådan et par kan strikkes på en dag uden andet i kalenderen og resultatet er mægtig yndigt.

Jeg fandt en fin opskrift på sokker på Drops hjemmeside og efter at have prøvet opskriften af på det første sokkepar har jeg freestylet over mønstre på de næste.
Min svigerinde så mit projekt og spurgte om ikke man kunne lave vanter til et spædbarn efter samme opskrift dog med en bredere ribkant som kunne sidde godt ned om håndleddet.
Det skulle jeg naturligvis også lige prøve af.









Sokkerne.

Det lilla, røde og grønne par er strikket i Arwetta strømpegarn på strømpepind str. 3.0
Det grå par er strikket af MAROgarn der også passer til pind str. 3.0
De lilla og røde par er til babyfødder str. 1-3 mdr. og de grå og grønne par er til babyfødder str. 6-9 mdr.

Sokker str. 1-3 mdr.
I den oprindelige opskrift strikkes mønstre på sokkerne som en drejning rundt om benet (det lilla par) og det virker som om dette giver en god pasform til sokken som gør at den ikke udvider sig alt for meget når sokken er i brug.
Jeg har strikket drejningen hver sin vej (en lille afvigelse fra opskriften) hvilket betyder at jeg blot har forskudt mønstret til højre i stedet for til venstre på det ene par sokker.

Med snoningerne foran på foden på det røde par har jeg forsøgt at skabe lidt af den samme stramme pasform fordi snoningerne trækker strikketøjet lidt sammen.

På de øvrige sokker har jeg ikke tænkt nærmere over om mønstret gør noget særligt for at sokken holder formen og bliver sidden på foden.

Jeg har strikket sokkerne 3 cm kortere end opskriften. Dvs. at se små sokkerpar er 15 cm lange inden indtagning (16,5 cm i alt) og de store sokkerpar er 16 cm inden indtagning (17,5 cm i alt).
Jeg synes de blev umådeligt lange hvis jeg skulle følge opskriften, der viste at sokken ville gå helt op til knæet på barnet, måske viser det sig at være en fejl ikke at følge dette tip i forhold til at sokkerne holder sig bedre fast på foden hvis de går langt op ad benet.

sokker str. 6-9 mdr.


Vanterne

Babyer har hverken brug for tommel eller de øvrige fingre i en vante og en vante til et barn er derfor en nem opgave.

vanter med bred ribkant omkring håndleddet
Til vanterne slås samme antal masker op som til sokkerne, men der strikkes en ribkant på 6 cm og selve hånddelen, med mønsterstrik, måler 7,5 cm.
Jeg begyndte at tage ind efter 6 cm mønsterstrik.

På det gule vantepar som er strikket i perlestrik består hånddelen af den 36 omgange strik og indtagning efter samme mønster som i sokkeopskriften.
Perlestrik giver et noget anderledes design end de øvrige strikkemønstre, hvilket kommer til udtryk i at vanten bliver betydeligt bredere end de øvrige strikkerier, selvom der er brugt samme antal masker, til gengæld trækkes garnet meget sammen i længden og der strikkes således flere omgange for at få samme længde.


På det blå vantepar er mønstret fra Drops sokkeopskrift anvendt og der er strikket 30 omgange mønster inden indtagningen. Ved indtagningen har jeg dog kun strikket en enkelt omgang mellem indtagningerne for at vanten ikke blev for lang.

fredag den 20. oktober 2017

Strikket trøje til spædbørn på 6-12 mdr.

Jeg er gået på barsel og det har medført at jeg er gået helt amok i strik. Nu har jeg pludselig tid til at strikke nonstop i det omfang jeg ikke skal sove eller forberede fødsel.
Jeg startede barslen med at bestille 14 nøgler Arwetta-garn fra  Filcolana og et nøgle Babymarino superwash-garn fra Drops og nu sidder jeg omgivet af garn og strikker løs.


Det første jeg vil vise frem er en strikket trøje til spædbørn på ca. 6-12 mdr.
Jeg har før denne trøje strikket to undertrøjer efter en opskrift, hvor man kan undgå at bruge knapper i halsen fordi undertrøjen er strikket i rib og dermed super elastisk og kan udvides nok til at komme over et stort barnehoved.
Med udgangspunkt heri ville jeg se om ikke jeg kunne justere lidt ved min trøjegrundopskrift  og minimere antallet af knapper for at få mere plads på bærestykket til mønster.
(Jeg bruger Susie Haumanns opskrift på Bluse med Perlemønster fra bogen All you knit is love som grundmodel til de små trøjer jeg strikker og laver ud fra denne mine egne variationer).

Opskrift (sådan nogenlunde)

m = maske
r = ret
vr = vrang
sm = sammen
omg.= omgang
rk. = række

Trøjens strikkes oppefra og ned

Slå 88 m op på rundpind 2,5 eller 3 og strik ribkant 2 r, 2 vr frem og tilbage 7 gange.
I slutningen af 4. rk laves et knaphul i ribkanten ved at sno garnet omkring pinden to gange og strikke de næste 2 m sm.
I 5. rk strikkes kun den ene af snoningerne og resten af garnet tages løst af pinden. Wupti: knaphul
Rk 8: Skift farve til grundfarven og tag ud for hver 10 m (i alt 8 gange).
Rk 11: (en retpind) tag ud for hver 9 m. Når der er 3 m tilbage på pinden lægges disse over de 3 første m på næste pind og strikkes sammen med disse så der kommer et overlap på 3 masker (sørg for at knaphullet ligger øverst i overlappet).
Nu strikkes der  glatstrik rundt på rundpind.
omg 14: Tag ud for hver 9 m. og begynd på mønstret.

Der tages ud fem gange i løbet af mønstret (omg. 14, 18, 25, 28 og 32) så bærestykket langsomt bliver bredere og bredere.

Jeg kan desværre ikke finde ud af at tegne et diagram hvor både udtagninger og  mønster indgår så det fremstår rigtigt som på trøjen, så i diagrammet her til højre skal hver mønsterrække læses for sig.
(håber det giver mening)

i omg. 18 tages ud for hver 5. m
i omg. 25 tages ud for hver 6. m
i omg. 28 tages ud for hver 7. m
i omg. 32 tages ud for hver 7. m



Efter omg. 32 ophører mønstret og der strikkes igen kun med grundfarven.
Der tages ud for hver 8. m i omg. 37 og der strikkes til bærestykket i alt måler 44 omg. (der skulle gerne være 220 m i alt).

Ærmer
Nu tages der fra til ærmer.
Her har jeg fulgt Susie Haumanns opskrift (12-18 mdr.)
Omgangen starter hvor knaphullet er placeret, så kommer knappen til at sidde i højre side af halsen.
Strik 64 m og sæt de næste 46 m på strømpepinde str. 3.
Slå to nye masker op under armen så ærmet består af 48 masker.
Strik uden indtagninger til ærmet måler 15 cm målt fra armhulen.
Tag herefter 16 m ind jævnt fordelt til der er 32 m tilbage.
Skift farve og strik en enkelt runde ret inden ribben.
Strik rib: 2r, 2 vr, i alt 6 runder og luk løst af for ærmet.

Vend herefter tilbage til bærestykket og fortsæt strikkeriet langs ryggen 64 m om til ærme nr. 2
Sæt igen 46 m på strømpepinde og strik et ærme mere magen til det første.

Kroppen
Saml de 64 + 64 masker på en rundpind og slå 4 masker op under hver arm så der i alt er 136 m på runden.
Strik glatstrik til kroppen måler 14,5 cm fra armhulen.
Tag ind for hver 10 m
Strik yderligere 6 runder og tag igen ind for hver 10 m.
Skrift til kantfarven og strik en runde glatstrik inden der strikkes rib.
Ribkanten måler 7 runder, luk løst af.
Kroppen måler i alt 16 cm fra armhule til ribkant og ribben er ca. 2 cm bred.

Sy ender ind og montér en enkelt knap i halsåbningen.

Som det fremgår af billedet til højre har jeg strikket yderligere to af de små gule bolde ind nær ribkanten forneden i trøjen, som en lille lækker detalje. Der er 7 m imellem boldene.
Jeg måtte starte forfra på den gule farve hver gang jeg nåede en runde rundt, så der var lidt pilleri med at få hæftede ender.

Nu må vi se om mine beregninger bærer frugt og kan komme over et barnehoved i 3-måneders alderen.


lørdag den 7. oktober 2017

Hæklet kaninrangle

Der må en rangle til.
...og denne kanin har et ret herligt ansigtsudtryk som jeg havde svært ved at stå for. Måtte lige hækle et par stykker i forskellige farver, og så er der jo til et par barselsgaver foruden til min egen lille trold.



Opskriften er fra bloggen Bebakrea, se hér. og jeg har her i indlægget valgt at krydre med lidt billeder af processen.

Kaninen hækles udelukkende i bomuld.. Der skal bruges to farver og en smule hvid til øjet. Det er sjovt at det er blevet populært at lave rangler/ bamser med et stort hvidt øje og et lille sort øje. I hæklebogen Lutter Løkker af Jeanette Bøgelund Bentzen er der også to eksempler på rangler med dette øje-design.
Kaniner er fyldt med vat fra de billige IKEA-puder.
Rangleboksen, der er kommet ned i maven på dyret, er købt i den lokale stofforretning til ca. 15 kr.


Den hvide runde dims er en rangleboks.



Efter to kaniner fandt jeg ud af at det er langt nemmere at sy og øjne og næse på inden kaninen stoppes ud med fyld. Dvs. stop efter runde 37 og sy ansigt på før du stopper kaninen.
Jeg eksperimenterede også med at hækle ørerne på, men uden det store held. Jeg tænkte blot de ville sidde bedre fast, hvis de var hæklet på, for jeg forudser lidt at kaninørene skal kunne modstå den kærlige behandling fra et barn uden at dratte af.



Jeg brugte projektet til at øve mig i at lave en magisk ring som opstart, noget der tidligere ikke har optaget mig ret meget, men jeg blev helt god til det til sidst. Til 4 kaninbamser skal der laves 20 magiske ringe.