tirsdag den 31. oktober 2017

Sokker og vanter til små fødder og hænder

Et hurtigt, lille, nemt og fint projekt som er sjov at strikke fordi det ikke tager alverden af tid er at strikker små sokker eller vanter til de mindste.
Sådan et par kan strikkes på en dag uden andet i kalenderen og resultatet er mægtig yndigt.

Jeg fandt en fin opskrift på sokker på Drops hjemmeside og efter at have prøvet opskriften af på det første sokkepar har jeg freestylet over mønstre på de næste.
Min svigerinde så mit projekt og spurgte om ikke man kunne lave vanter til et spædbarn efter samme opskrift dog med en bredere ribkant som kunne sidde godt ned om håndleddet.
Det skulle jeg naturligvis også lige prøve af.









Sokkerne.

Det lilla, røde og grønne par er strikket i Arwetta strømpegarn på strømpepind str. 3.0
Det grå par er strikket af MAROgarn der også passer til pind str. 3.0
De lilla og røde par er til babyfødder str. 1-3 mdr. og de grå og grønne par er til babyfødder str. 6-9 mdr.

Sokker str. 1-3 mdr.
I den oprindelige opskrift strikkes mønstre på sokkerne som en drejning rundt om benet (det lilla par) og det virker som om dette giver en god pasform til sokken som gør at den ikke udvider sig alt for meget når sokken er i brug.
Jeg har strikket drejningen hver sin vej (en lille afvigelse fra opskriften) hvilket betyder at jeg blot har forskudt mønstret til højre i stedet for til venstre på det ene par sokker.

Med snoningerne foran på foden på det røde par har jeg forsøgt at skabe lidt af den samme stramme pasform fordi snoningerne trækker strikketøjet lidt sammen.

På de øvrige sokker har jeg ikke tænkt nærmere over om mønstret gør noget særligt for at sokken holder formen og bliver sidden på foden.

Jeg har strikket sokkerne 3 cm kortere end opskriften. Dvs. at se små sokkerpar er 15 cm lange inden indtagning (16,5 cm i alt) og de store sokkerpar er 16 cm inden indtagning (17,5 cm i alt).
Jeg synes de blev umådeligt lange hvis jeg skulle følge opskriften, der viste at sokken ville gå helt op til knæet på barnet, måske viser det sig at være en fejl ikke at følge dette tip i forhold til at sokkerne holder sig bedre fast på foden hvis de går langt op ad benet.

sokker str. 6-9 mdr.


Vanterne

Babyer har hverken brug for tommel eller de øvrige fingre i en vante og en vante til et barn er derfor en nem opgave.

vanter med bred ribkant omkring håndleddet
Til vanterne slås samme antal masker op som til sokkerne, men der strikkes en ribkant på 6 cm og selve hånddelen, med mønsterstrik, måler 7,5 cm.
Jeg begyndte at tage ind efter 6 cm mønsterstrik.

På det gule vantepar som er strikket i perlestrik består hånddelen af den 36 omgange strik og indtagning efter samme mønster som i sokkeopskriften.
Perlestrik giver et noget anderledes design end de øvrige strikkemønstre, hvilket kommer til udtryk i at vanten bliver betydeligt bredere end de øvrige strikkerier, selvom der er brugt samme antal masker, til gengæld trækkes garnet meget sammen i længden og der strikkes således flere omgange for at få samme længde.


På det blå vantepar er mønstret fra Drops sokkeopskrift anvendt og der er strikket 30 omgange mønster inden indtagningen. Ved indtagningen har jeg dog kun strikket en enkelt omgang mellem indtagningerne for at vanten ikke blev for lang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar