søndag den 27. november 2016

Årets jule-blogindlæg om julegaver

Pre-December


Jeg kommer til - eller fremstår faktisk allerede - helt utålelig, overskudsagtig og perfekt.
For jeg HAR pyntet op til jul, jeg HAR lavet advents-dekoration, jeg HAR købt eller i det mindste bestilt alle mine julegaver og jeg HAR sågar pakket alle de gaver ind som er i huset.
Øj manner..
Dette er præcis hvad alle dameblade emmer af og har emmet af siden midten af oktober, og som, for de fleste, er helt urealistisk at nå parallelt med julefrokoster, arbejde, konfektæltning og julebag samt alt det andet man liige skal have på plads inden juleaften.

For mit vedkommende skyldes det at jeg har forbandet travlt hele december, så jeg har af praktiske årsager måttet ty til denne løsning og ender med at virke... tja, perfekt.
Dog vil jeg skynde mig at tilføje at jeg ikke har børn og at jeg ikke har bagt julesmåkager og det med småkagerne er heller ikke noget jeg har ambitioner om at gennemføre.

Under normale omstændigheder har jeg en hel skøn lørdag i Århus i december med min mor hvor vi juleshopper, går på julemarked i Ridehallen og på Godsbanen, spiser brunch og brændte mandler og gør juleshoppingen nogenlunde tålelig.
Dog kommer alle gaver ikke i hus på denne hyggelørdag og de resterende må efterfølgende købes af flere omgange og de sidste pakkes ind få timer inden de skal åbnes juleaften.

I år har jeg arrangeret mine julegaver omkring et set up af gran og retro ølkasse og en bladning af hjemmelavet julepynt og købte nisser som sætter prikken over i'et og gør mit hjem til noget Femina burde sende live fra, hvis altså de ville komme til Kalundborg.

Og jo, indrømmet., det ser da hyggeligt ud og skaber helt bestemt julestemning.
Jeg kan egentlig meget godt lide det, når det nu skal være.

Jeg har bl.a. læst at dyrekranier, beton og grå nuancer i år er den perfekte måde at skabe designer-hygge på, men jeg vælger at tro det er en skrøne og julepynter med stjerner og hjerter i røde nuancer, som jeg plejer.

Tilbage er blot at skrive det egentlige Se-hvor-perfekt-og-overskudsagtig-jer-er-bloginlæg:

I løbet af december kan man smug-starte lidt på juletræet uden egentlig at have hele det store udstyrsstykke i sving hele december. Et juletræ, der tages ind for tidligt, vil for det meste drysse, når det tørrer og langsomt tabe nålene. Så gem det rigtige juletræ til juleaften.
Tag i stedet nogle få store grangrene ind i stuen og pynt dem op med lidt julepynt. Grenene passer f.eks. perfekt ned i revnen i bunden af en gammel ølkasse og de kan passende stå op af en væg. En stor tung keramikkrukke kan også bruges.

Udvælg lidt julepynt du er særlig glad for og som passer godt i farverne til det farvetema du ellers pynter dit hjem op med i år, og hæng det på grenene hist og her.

Efterhånden som man får købt og pakket julegaverne ind kan de lægges på og omkring kassen og pynte med (og nu citerer jeg fra senest indkøbte udgave af Femina): "Brug pakkerne som en del af julepynten og lad dem ligge fremme på en stol eller i et hjørne af stuen..."


Nu jeg er i gang
..må jeg også lige lægge et billede op af et stilleben af vores spisebord med ens stole (hvilket er noget nyt for mig) og lidt julepynt, frugtskål og julelys.
Bordpladen er hjemmegjort af kæresten, benene er fra HAY, og stolene er helt retro fra antikbutikken Moster Olga i Valby.

Hav en dejlig december.

tirsdag den 15. november 2016

Snaps på Kvæde


Kvæde er sådan en underlig frugt, en blanding af æble og pære og dog med sin egen særlige smag og lugt som er grænsende til det parfumerede.
Kunne man lægge kvæde ved sit undertøj ligesom man gør med lavendel ville jeg ikke tøve. Måske jeg skulle forsøge at tørre nogle tern og se om duften bevares efter tørring.

Jeg har i stedet sat en kvædesnaps over.
Den skal trække i et år inden de filtreres.
Kvæde skal plukkes ca. nu - fra slutningen af oktober til midten af november - når skallen er gul.

Jeg har ikke smagt kvædesnaps før og den optræder kun i en enkelt af mine snapsebøger, så jeg ved ikke hvad jeg skal forvente, men jeg har:
skyllet kvædefrugten og gnedet dunene af,
skåret den i mindre stykker og
tilsat Brøndums klar snaps og
et par tsk. fulde rørsukker.

9,5 mdr. er gået

Der står godt nok i mine bøger at kvædesnaps skal trække et år tid, men her efter 9,5 måned synes jeg faktisk den har fået nok. Den skal ikke sødes yderligere blot filtreres ned i en mørk flaske.

torsdag den 10. november 2016

Brombærsnaps


Brombærbuskene bugnede af brombær tidligere på sæsonen og jeg har plukket brombær til det stod mig ud af ørene.
STORE, sorte, bløde, smagfulde, saftige brombær.


Når man laver snaps på brombær fyldes bærene på et glas med stor halsåbning så de alkoholiserede bær kan komme ud igen når de har afgivet deres smag og suget alkohol til sig.

Bærene dækkes med en smagsneutral snaps eller vodka og 2-3 spsk. fulde rørsukker.

Snapsen skal stå og trække smag ud af bærene i mellem 2 og 3 måneder.
Min snaps har sået fra 16. august til 5 november, altså godt 2 måneder og 3 uger.
Jeg har smagt på den undervejs for at kunne stoppe når jeg synes den havde den rigtige smag. Her efter 2 måneder og 3 uger smager snapsen ikke ret meget af sprit og brombærsmagen træder fint frem.

Snapsen skal nu lagre i minimum 2 måneder inden den drikkes.

Jeg har hældt den på en fin flaske, men endnu ikke filtreret den. Den skal først filtreret når den skal drikkes om 2 måneder.



torsdag den 3. november 2016

Fish on the line (or online)

For flere år siden skrev jeg en opskrift på hæklede døde fisk ned fra hjemmesiden: Tante grøn, men jeg har siden gået og tænkt at det er en lidt mærkelig ting at hækle døde fisk. Jeg kunne ikke rigtigt se hvad jeg skulle gøre med dem og det hjalp mig ikke stort at jeg i mine noter havde skrevet at de kunne anvendes som tilbehør til gaver som noget vedhæng.
Hvem giver døde fisk som en del af en gave? er det til folk man mindre godt kan lide?

Men så den anden dag manglede jeg et lille nemt projekt at hækle - fordi jeg ikke gad strikke på et større projekt jeg er i gang med - og så kom jeg til at tænke på fiskene og at jeg kunne prøve at hækle en enkelt og se om jeg kunne gøre den mere 'levende' i udtrykket.

I opskriften skal fisken være i kedelige grå farver og med et kryds som øje, så den i allerhøjeste grad ser stendød ud, men min fisk blev farverig og levende med en glad mund og levende øjne.
En blev snart til fem i flere forskellige farver, så jeg tænker at mine fisk er regnbuefisk fra noget eventyrs-koralrevs-verden eller sjove guldmakreller.

Jeg har hængt dem på en line og tænker at de både kan 'fjollepynte' som de er, eller blive til en barnevognskæde.

Som barnevognskæde er der masser af farver at kigge på for en baby

Det kedelige: Fiskene er hæklet i bomuldsgarn på nål str. 4, Er man mere ferm til hækling end mig kan man sikkert bruge nål 3.0 eller 3.5, de måler ca. 15 cm og er fyldt ud med pladevat. 
Jeg har brugt pladevat i en enkelt lag så de kan holde deres flade fiskeform.
Øjne og mund er syet på i hånden og er også i bomuldsgarn.

Smilende fisk