søndag den 27. november 2016

Årets jule-blogindlæg om julegaver

Pre-December


Jeg kommer til - eller fremstår faktisk allerede - helt utålelig, overskudsagtig og perfekt.
For jeg HAR pyntet op til jul, jeg HAR lavet advents-dekoration, jeg HAR købt eller i det mindste bestilt alle mine julegaver og jeg HAR sågar pakket alle de gaver ind som er i huset.
Øj manner..
Dette er præcis hvad alle dameblade emmer af og har emmet af siden midten af oktober, og som, for de fleste, er helt urealistisk at nå parallelt med julefrokoster, arbejde, konfektæltning og julebag samt alt det andet man liige skal have på plads inden juleaften.

For mit vedkommende skyldes det at jeg har forbandet travlt hele december, så jeg har af praktiske årsager måttet ty til denne løsning og ender med at virke... tja, perfekt.
Dog vil jeg skynde mig at tilføje at jeg ikke har børn og at jeg ikke har bagt julesmåkager og det med småkagerne er heller ikke noget jeg har ambitioner om at gennemføre.

Under normale omstændigheder har jeg en hel skøn lørdag i Århus i december med min mor hvor vi juleshopper, går på julemarked i Ridehallen og på Godsbanen, spiser brunch og brændte mandler og gør juleshoppingen nogenlunde tålelig.
Dog kommer alle gaver ikke i hus på denne hyggelørdag og de resterende må efterfølgende købes af flere omgange og de sidste pakkes ind få timer inden de skal åbnes juleaften.

I år har jeg arrangeret mine julegaver omkring et set up af gran og retro ølkasse og en bladning af hjemmelavet julepynt og købte nisser som sætter prikken over i'et og gør mit hjem til noget Femina burde sende live fra, hvis altså de ville komme til Kalundborg.

Og jo, indrømmet., det ser da hyggeligt ud og skaber helt bestemt julestemning.
Jeg kan egentlig meget godt lide det, når det nu skal være.

Jeg har bl.a. læst at dyrekranier, beton og grå nuancer i år er den perfekte måde at skabe designer-hygge på, men jeg vælger at tro det er en skrøne og julepynter med stjerner og hjerter i røde nuancer, som jeg plejer.

Tilbage er blot at skrive det egentlige Se-hvor-perfekt-og-overskudsagtig-jer-er-bloginlæg:

I løbet af december kan man smug-starte lidt på juletræet uden egentlig at have hele det store udstyrsstykke i sving hele december. Et juletræ, der tages ind for tidligt, vil for det meste drysse, når det tørrer og langsomt tabe nålene. Så gem det rigtige juletræ til juleaften.
Tag i stedet nogle få store grangrene ind i stuen og pynt dem op med lidt julepynt. Grenene passer f.eks. perfekt ned i revnen i bunden af en gammel ølkasse og de kan passende stå op af en væg. En stor tung keramikkrukke kan også bruges.

Udvælg lidt julepynt du er særlig glad for og som passer godt i farverne til det farvetema du ellers pynter dit hjem op med i år, og hæng det på grenene hist og her.

Efterhånden som man får købt og pakket julegaverne ind kan de lægges på og omkring kassen og pynte med (og nu citerer jeg fra senest indkøbte udgave af Femina): "Brug pakkerne som en del af julepynten og lad dem ligge fremme på en stol eller i et hjørne af stuen..."


Nu jeg er i gang
..må jeg også lige lægge et billede op af et stilleben af vores spisebord med ens stole (hvilket er noget nyt for mig) og lidt julepynt, frugtskål og julelys.
Bordpladen er hjemmegjort af kæresten, benene er fra HAY, og stolene er helt retro fra antikbutikken Moster Olga i Valby.

Hav en dejlig december.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar