mandag den 25. januar 2021

Hæklet fuglekuglenet

Jeg undlod at købe fuglekugler sidste år fordi de jo ikke længere har de der grønne plastiknet omkring og jeg ikke lige vidste hvordan jeg så skulle hænge dem op uden at gøre et større udstyrsstykke ud af det.

I lørdags observerede jeg tre halemejser (små hvide boldelignende fugle med en utrolig lang hale). 
I søndags købte jeg seks fuglekugler fordi jeg tænkte at de kunne klemmes fast mellem grenene i vores juletræ, der i øjeblikket gør en fin model som fugleskjul på terrassen.
- Uden det store held, de falder ned når fuglene skændes om føden.

Derfor besluttede jeg mig for at hækle net til kuglerne.
Genanvendelige net selvfølgelig, så de ikke, lige som plastiknettene, ender i naboens hæk eller inde i skoven når de blæser væk og bidrager til de store mængder af plastiksnavs, som denne verden lider så gevaldigt under. 
Nej disse kan tages ned, og bruges igen og igen.


Opskriften vil jeg gerne dele med jer. 

Alt du skal bruge er en hæklenål (jeg bruger 3.5) og noget bomuldsgarn. Jeg har valgt en støvet mørkegrøn farve fordi jeg tænker at den vækker mindre opsigt.

Start med en magisk ring med 6 masker.

1. omg. 3 lm, 1fm i 1. m, 3 lm 1 fm i 2. m og så fremdeles til du er hele vejen rundt (du har nu 6 små lm-buer).

2. omg: *4 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omg* gentag mellem *-* hele vejen rundt.

3. omg: *5 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omg* gentag mellem *-* hele vejen rundt.

4. omg: På denne omg skal antallet af lm-buer øges med 1, så du efter endt omg har 7 lm-buer: 
5 lm, 1 fm oven på fm før den første lm-bue, *5 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omgang* gentag mellem *-* resten af omg.

5. omg: Der skal udvides med endnu 1 lm bue, så du efter endt omgang har 8 lm-buer: 
*5 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omg*, gentag mellem *-* 4 gange, 
5 lm, 1 fm oven på fm mellem de to buer, *5 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omg*, gentag mellem *-* på de sidste tre buer.

6-10 omg: *5 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige omg* gentag mellem *-* i alle buer de næste 5 omg.

11. omg: Nu skal der laves små 16 små buer: *3 lm, 1 fm oven på fm fra forrige omg, 3 lm, 1 fm i buen af lm fra forrige om* gentag mellem *-* i alt 8 gange (hele vejen rundt)
luk af og hæft ende.






Klip herefter et passende stykke bomuldssnor af og træk det igennem de 16 små buer. 
Saml de to løse ender i en knude.



Nu kan nettet strammes ved at hive i snoren, og kuglen kan hænges op på en gren e.l. 
Når kuglen er ædt kan nettet tages ned, løsnes og bruges igen til en ny fuglekugle.



Halemejserne, tænker du, hvad blev der af dem? Kan de lide fuglekugler?
Jeg aner det ikke. De har ikke vist sig mellem lørdag og dette indlæg.

God fornøjelse.