onsdag den 11. november 2015

Strikket sneugle

Jeg så et FLOT mønster på en dames trøje for nogle uger siden. Bærerstykket bestod af blomster eller snefnug som blev mindre og mindre op mod halsen i takt med indtagningerne. Meget yndigt og visuelt meget flot til at vise, hvordan der tages jævnt ind på bærerstykket.
Det er noget jeg gerne vil efterligne når jeg en dag finder opskriften eller regner ud hvordan man lige gør.


For at komme lidt på vej, skulle jeg lige afprøve forskellige størrelser på snefnug/iskrystaller og derfor tænkte jeg at jeg lige så godt kunne komme med sæsonens første rigtige vinterrelaterede indlæg: en sne(-fnug)ugle. 
Og derfor strikkede jeg en fætter til min store ugle. Det må være en fætter, da strikkede sneugler ikke er samme art som hønsestrikkede ugler, men bestemt i samme slægt. (biologhumor... suk)

Well well, nok snak.
Billedet kan forstørres
ved at klikke på det.
Opskriften er blot en gentagelsen fra sidste ugleprojekt. Det er mønstret der er NYT og spændende. Der er slået 112 masker op og de to nederste mønstre passer til dette antal masker og strækker sig over hhv. 16 og 14 masker. Det giver 7 og 8 snefnug rundt på uglen. 
Det øverste mønster passer til 108 masker og jeg måtte tage 4 masker ind inden jeg begyndte, Dette mønster strækker sig over 12 masker, og der er 9 af disse snefnug rundt om uglen. 

Inden jeg strikkede hornene, tog jeg ind så der kun var 86 masker tilbage. Hvert horn består af 20 masker. 
Jeg strikkede 10 runder inden indtagningerne og tog 3 masker ind for hver anden runde, til der var 6 masker tilbage i alt, hvorefter jeg lukkede af.
Uglen er fyldt ud med vat.
Øjne og næb er hæklede på nål 3.5 og hele uglen er udført i Arwetta strømpegarn på rundpind 2,5.

Jeg tænker at denne ugle udelukkende fløjter på norsk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar