søndag den 5. februar 2017

Strikket trøje (et utal af farver)

Min veninde kom i september og var blevet helt forelsket i en meget farverig trøje, hun havde fundet et billede af på 'Pinterest'
Jeg lovede at strikke trøjen til hende i samme farvemønster, men stillede som vilkår, at vi ikke kopierede den 100%, men fandt 11 farver som hun godt kan lide og som passer godt sammen.
Jeg er ikke meget til total kopi af opskrifter og farver. Det fede ved at strikke selv er jo netop at man selv kan bestemme.

Trøjen er strikket oppe fra og ned, da det gav os muligheden for at hun kunne prøve den på undervejs og vi kunne stemme størrelsen af mht. til længde på ærmerne og kroppen.
Hele trøjen er strikket i Arwetta strømpegarn og for en gang skyld har jeg faktisk noteret hvilke farver der er brugt.

De 11 farver

Brun nr. 975 (dark chocolate)
lysegrøn nr. 190 (pistachio)
lyseblå nr 197 (aqua)
Hvid nr. 101 (natural white)
Lysegul nr. 196 (french vanilla)
Gul nr. 135 (straw)
Rød nr. 810 (chrysanthemum)
Lilla nr. 807 (boysenberry)
Mørkelilla nr. 235 (grape royal)
Mørkeblå nr. 202 (teal)
Mørkegrøn nr. 809 (avokado)



Det fede ved trøjen er at farverne følger farveskalaen fra lys til mørk (5 lyse farver, og 6 mørke) og at striberne skiftevis er tynde og tykke. De tynde striber skal skabe kontrast til de tykke, så når de tykke er lyse er de tynde mørke og omvendt.

Neden for ses den originale trøje, der var inspirationen.

Inspiration fra Pinterest

Min veninde ville gerne have trøjen til at sidde til om kroppen og på ærmerne, så en ikke blev alt for vamset.
Jeg ville ønske jeg havde skrevet ned hvad jeg har gjort, for trøjen passer hende ret fint, men jeg har været mere optaget af at tage billeder af processen undervejs, se nedenfor.

Man skal nok have strikket en trøje eller to før for at kunne få noget brugtbart ud af mine notater, men
Jeg har noteret mig følgende: 


  • Jeg startede med ca. 150 masker til halsen og tog mig den frihed at strikke frem og tilbage i ribkanten så der blev en åbning jeg kunne sy en knap i. 

  • De tykke striber er 7 runder brede og de tynde 2. Jeg har strikket hele trøjen på rundpind 3.0 og til ærmer brugte jeg strømpepind 3.0
  • Jeg har desuden strikket trøjen med raglan i stedet for udtagninger hele vejen rundt som på originalen og i raglan-udtagningen, er der taget ud for hver 2 runde ca. 36 gange.
  •  Til for- og bagstykke er der tildelt ca. 54 masker fra starten af og til hvert ærme ca. 22 masker

  • Efter ca. 72 runder havde jeg strikket 8 tykke striber og jeg kunne begynde på et ærme.
  • På ærmerne startede jeg med ca. 96 masker +10 jeg slog op under armen. Jeg har taget ind ca. for hver 8. runde indtil albuen hvor jeg holdt pause med at indtagningerne indtil midt på underarmen, hvor jeg igen begyndt at tage ind for hver 8. runde indtil der var godt 60-64 masker tilbage.
  • Ribkanten ved ærmerne er ca. 20 runder bredde.


  • På kroppen er der godt 264 masker hele vejen ned. Ribkanten for neden er ekstra bred, jeg vil skyde på ca. 30 runder.


Billedekavalkade:  Nyd farverne komme frem i takt med trøjen vokser.


>> Tryk på billedet og du får vist alle billederne i stor forstørrelse som et slideshow<<.








Det endelige resultat er jeg ret tilfreds med og trøjen faldt heldigvis i god jord. Min veninde tog den på da hun kom forbi på weekend og tog den ikke af igen.

Mit modelbillede matcher da originalen meget godt ik'?

1 kommentar: